Vores sidste dag i Queenstown tilbragte vi med at river-rafte ned ad Shotover River. Vi blev hentet tidligt om morgenen foran vores campingplads af
Family Adventures og fandt ud af, at vi var i selskab med en japansk pige på 6 år og hendes tante, en ung kvindelig mexicansk filmfotograf, som skulle filme vores tur i forbindelse med en opgave, hun var på, en hyggelig chauffør og vores meget humoristisk anlagte guide, Mark, som også var ejer af firmaet. Selve turen via Arthur’s Point ud gennem Skippers Canyon til vores startsted var en angstprovokerende, men også meget smuk oplevelse. Vi kørte ad ujævne grusveje, der i den tidlige morgensol sneglede sig af sted på højderyggen af kløften med udsigt til afgrund og flod langt nede under os (foto lånt fra firmaets hjemmeside). Mark kunne oplyse, at vejen er en kategori 2 vej, hvilket betyder at man må køre 100 km/t – chaufføren valgte dog til vores store lettelse at holde sig til de 25 km/t. Undervejes passerede vi både Hells og Heavens Gate, små tunneller i klippesiderne, som blev udboret i de gamle guldgraveres storhedstid og fik fortalt lange historier om guldgravernes opdagelser og oplevelser i området for knap 150 år siden, hvor mere end 2000 håbefulde mennesker boede i området. Dengang lå der en beværtning for hver kilometer af de 22 kilometer, vi tilbagelade, så guldgraverne kunne få stillet deres tørst og andre profitere af deres fund – meget svært at forestille sig i dag.
Vi skiftede tøj ved virksomhedens tilholdssted på en ejendom ved Pipeline Bridge, der indtil for få år siden var det højeste bungy jumping sted i New Zealand, men nu er fuldstændig forladt, fordi der er etableret andre og højere udspringssteder i regionen. Iført badetøj, våddragt fra top til tå, jakke, hjelm og redningsvest gik det videre over stok og sten til vores startsted, som vi fik præsenteret som
location for
The Ford of Bruinen fra Ringenes Herre filmen. Der var (måske) et eller andet sted en klokke, der ringede, da han forklarede om, hvordan hestene havde reddet ud af kløften gennem floden med vandskummet sprøjtende omkring sig, men jeg må indrømme, at erindringen stod temmelig sløret.
Johanne og Frederik om vores tur:
”Vi var først blevet færdige med det, vi skulle, og så gik vi ud fra campingpladsen. Der stod vi og ventede en lille bitte smule, men vi kunne ikke nå at vente så meget, for bilen kom nærmest lige med det samme. Så blev vi kørt med den bil hele vejen ud til det sted de boede, så fik vi en masse ting på uden på vores badetøj, også badesko, og så kørte vi i bilen igen. Så kom vi til floden og så pustede vi en blå gummibåd op. Far trak i pumpen, og det var rigtig flot gjort, synes vi, men han var lidt forpustet. Så begyndte vi at sejle, og der var en masse vandfald. Frederik rutsjede ned i vandet sammen med far, fordi han syntes det var sejt at blive reddet. Pludselig kom vi til en lille ø, hvor vi stoppede op. Johanne og Frederik var endda så seje, at de hoppede ned fra en klippe. Åh mand, det var sejt. Johanne var lidt bange allerførst, men til sidst bestemte hun sig for at hoppe ud i vandet. Og vi kunne næsten ikke trække vejret, da vi var under vandet. Vi sejlede under den bro, som var dér, hvor de boede. Da vi var færdige med at sejle, samlede vi nogle ønskesten, og så kørte vi hjem med dem og kastede dem ud fra broen, som vi havde sejlet under. Først skulle man dreje hånden fire gange rundt på stenen, imens man ønskede noget. Og så skulle man kaste den ned bagefter og til allersidst lød der et rigtigt højt brag. Og Frederik var lidt bange for braget.”
Vil blot tilføje, at jeg også sprang ud fra klippen (som den første), og kan skrive under på, at vandet var så koldt, at man næsten ikke kunne trække vejret!
Efter vores meget vellykkede raftingtur kørte vi den korte vej til Arrowtown, hvor vi fandt en funklende ny campingplads med en glimrende legeplads. Godt at være på plads tidligt på eftermiddagen og få ro over lejren. Især for børnene og Kenneth, som helst ville blive på campingpladsen og dase, mens jeg gik en tur ind til den hyggelige by, hvor rigtig mange huse stadig står (næsten) som for 150 år siden, da også Arrowtown husede guldgravere og deres familier.
Den følgende dag havde vi en lang køredag foran os, da vi havde besluttet os for at ville have i hvert fald tre rolige dage omkring Christchurch, inden vi onsdag skulle tage afsked med New Zealand. Vi kørte derfor rimelig målrettet gennem Mackenzie Country mod Lake Tekapo, dog med et stop i Omarama for at spise frokost og fodre får og et stop ved Lake Pukaki for at tage billeder – desværre lå skyerne lavt over Southern Alps, så drømmeskuddet af den fuldstændig turkisblå sø med Mt Cook i baggrunden kom ikke i hus, men vi følte os nu ikke rigtig berettiget til at klage alligevel. Da vi ankom til campingpladsen ved Lake Tekapo pakkede vi vores badetøj og gik op til et super lækkert spabad, få hundrede meter fra pladsen. Der var tre forskellige udendørs pools, store nok til at Johanne og Frederik kunne plaske lidt rundt og træne deres svømmetag. Og der er virkelig kommet ”hul igennem” nu. Johanne kan svømme rigtig langt i en stil, der vel mest ligner hundesvømning, men som er ret effektiv, og Frederik er ved at få fat i det med at tage hovedet over vandet en gang imellem for at få luft. Ret praktisk. Efter aftensmaden var Johanne og Kenneth friske på endnu en tur i spabad under stjernehimmelen, mens Frederik og jeg nøjedes med at gå med derop efter en is til Frederik, hvorefter vi listede hjem gennem skoven i mørket igen.
Søndag kørte vi omkring Mt John University Observatory, hvorfra vi havde en fabelagtig udsigt over den lige så turkisblå Lake Takapo (billedet lyver ikke), inden vi kørte til Akaroa på Banks Peninsula, ca. halvanden time fra Christchurch. Og det er faktisk den eneste kedelige køredag, vi har haft gennem alle seks uger på vejene i New Zealand. Den sidste del af turen langs Summit Road og ned mod Akaroa var dog absolut hele turen værd. Campingpladsen i Akaroa lå også meget smukt, og vi havde været heldige at kunne reservere en plads med udsigt over både havnen og hele bugten. Vi endte med at blive i Akaroa uden at foretage os ret meget helt til onsdag, hvor vi skulle flyve fra Christchurch til Sydney. Vi havde overvejet at køre ind til Christchurch de sidste dage, men blev enige om, at vi ville få nok storby med Sydney og Melbourne de følgende uger.
Vi ankom til Sydney onsdag sen eftermiddag og efter en intensiv undersøgelse af medbragte madvarer i vores håndbagage, blev vi sluppet ud på det store kontinent. Kenneth fik langt om længe købt sig en skægtrimmer, og så snart vi ankom til hotellet blev bushmanden transformeret til trendy storbyturist. De 6 dage i Sydney er fløjet af sted. Vi har boet i en hotellejlighed i The Rocks lige ved Circular Quay med en fantastisk udsigt fra hotellets øverste etage til både Sydney Opera og Sydney Harbour Bridge. Det fungerer godt med en hotellejlighed, da vi har fuldt udstyret køkken og derved kan lave mad hjemme om aftenen, hvor børnene alligevel er for trætte til at stavre mere rundt i byen eller sidde bare nogenlunde fornuftigt på en restaurant.
Sydney har været en rigtig god oplevelse. Vi har haft dejligt vejr og har både gået, sejlet, kørt i bus og tog rundt i byen. Vi har været på rundvisning i Operaen, gået tur i Botanisk Have og Chinese Garden, set hajer, rokker, krokodiller og meget mere i det spændende Sydney Aquarium, cyklet rundt i Centennial Park, været på både Bondi Beach og Manly Beach og ikke mindst besøgt det fantastiske Taronga Zoo sammen med Rebecca, som jeg kender fra Canada, og hendes mand og lille datter. Det var virkelig dejligt at se hende igen og næsten som om der ikke var gået snart 15 år. Rebecca tilbød at komme ind i vores lejlighed mandag aften og være sammen med børnene, så Kenneth og jeg kunne gå ud og spise sammen alene, og da det viste sig, at Johanne og Frederik var med på idéen, sagde vi ja tak. Og det var en stor succes. Både for os, som fik nogle timer for os selv på en super lækker thailandsk restaurant, og for børnene. Stort at blive passet af en pige, man næsten ikke kender, og som ikke taler samme sprog. I hvert fald ikke i bogstavelig forstand. Da Rebecca fem minutter efter at være ankommet stak to gulerodsstave op foran fortænderne og sagde som en kanin, var de fint på bølgelængde…! Og da vi kom hjem (og børnene sov trygt og godt) havde Rebecca tilmed lært sig nogle få danske gloser ud fra den tegnefilm (med danske undertekster), de havde set sammen. På en seddel havde hun skrevet ”sove nu”, ”godnat”, ”kom her!”, ”flot”, ”farvel”. Johanne vågnede kl. 6 næste morgen og ville straks vise mig de papirhatte, de havde lavet sammen, og Frederik sagde, da vi var på vej i lufthavnen, at det var hans bedste oplevelse i Sydney at blive passet af Rebecca.
Ellers har vi oplevet to store dramaer i Sydney, og et enkelt drama, som udeblev. Det ene drama fandt sted, mens vi sad og spiste frokost i Darling Harbour og et lille, blåt turist-tog kom kørende forbi os med en midaldrende, gråhåret herre som chauffør. Pludselig lød der et væld af sirener, og politibiler spærrede vejen for toget fortil, mens cykelbetjente sprang ud af deres gemmesteder fra siden. Med adskillige pistoler pegende mod sig blev den gråhårede chauffør trukket ud af toget og lagt i håndjern på jorden lige for næsen af os, mens nogle af betjentene begyndte at søge efter noget i togets førerhus. I løbet af nogle minutter fik politiet imidlertid manden på benene igen og efter yderligere lidt tid tog de håndjernene af ham igen og forsvandt én efter én og lod en noget rystet turist-tog-chauffør stå tilbage på kajen. Vi kunne forstå på hans efterfølgende snak med personalet, hvor vi spiste, at nogen havde rapporteret, at de mente, han havde kørt rundt med en pistol. Lidt efter satte han sig ind i sit lille tog og futtede videre… Meget surrealistisk oplevelse.
Det andet store drama udspillede sig på Circular Quay, hvor Johanne og Frederik over flere dage havde iagttaget byggeriet af en kæmpemæssig legeplads i alverdens farver og former. Vi havde talt med de sikkerhedsfolk, som holdt vagt ved byggepladsen, og havde fået at vide, at den forventedes færdige mandag – super, så kunne vi lige nå forbi, inden vi skulle rejse tirsdag. Og det havde faktisk været ret småt med legepladser i Sydney, så Johanne og Frederik talte stort set ikke om andet. Da vi kom ned til legepladsen mandag var den ganske rigtig færdig og Johanne og Frederik løb forventningsfulde hen for at lege på den. Men… de blev stoppet af sikkerhedsfolk, der nu kunne informere os om, at legepladsen desværre kun var bygget til brug for en reklamefilm for McDonald’s, at den var bygget i over-størrelse, og at den var helt uegnet for børn (og for den sags skyld voksne) at lege på. Det er vist ikke svært at forestille sig skuffelsen hos Johanne og Frederik. Og det hjalp ikke ret meget, at vi fik stukket et par gavekort til is på McDonald’s i hånden som et plaster på såret. Helt absolut øverst på Frederiks liste over værste oplevelser i Sydney – ”Mor, man må da ikke bygge en legeplads, som man ikke må lege på, må man vel?”.
Endelig var der dramaet, der udeblev: Jeg blev klippet og var stort set tilfreds.
Vi er nu i Apollo Bay vest for Melbourne og har tilbragt nogle dage i et lille feriehus, hvor vi har slappet af og udforsket Great Ocean Road. I morgen kører vi ind til Melbourne, hvor vi skal bo nogle dage hos en anden ven fra Canada-tiden og hans familie. Vi er også så småt ved at have fået styr på vores rejse på Australiens østkyst. De store linjer havde vi lagt hjemmefra, men nu har vi også fået reserveret en bil og er begyndt at planlægge ruten, overnatninger osv. Det første, der slår én, når man sidder med sit HEMA-kort over Australien foran sig er, at afstands-indikatoren i øverste højre hjørne nu svarer til 50 eller 100 km. pr. enhed i modsætning til de 10 km. på vores NZ-kort. Så vi er glade for, at vi ”kun” har gabt over en rute på omkring 8-900 km. i alt på de tre uger. I NZ kørte vi 4.500 km. på seks uger, men der havde vi også vores hus på ryggen. Det har vi ikke i Australien.
Endelig er der bare tilbage at fortælle, at vores datters favoritleg for tiden er ”butik” i alle afskygninger, hvor det foretrukne betalingsmiddel er dankort (Matadorpengene kan til nød bruges). Så diverse plastikkort suser af sted langs den nærmeste remote-control, og der bliver trykket på knapper og udstedt billetter og kvitteringer. I morges prøvede hun at sælge mig vores terrasse, og da jeg sagde, at den havde jeg nok ikke lige råd til, sagde hun ”jamen, du kan jo bare betale med dankort”… Gad vide hvor hun får det fra? Jeg forsøgte at forklare hende, at der faktisk skal være penge på kontoen, men hun så lidt blank ud i ansigtet og legede upåvirket videre. Der ligger vist en pædagogisk udfordring og venter forude…
Det var alt for nu.